Wi-Fi-brugere er udsat for risikoen fra hackere, men der findes heldigvis et værn mod dem. Den nylige eksplosion af gratis offentlige Wi-Fi-forbindelser er blevet en stor hjælp for erhvervsfolk. Da disse gratis adgangspunkter er tilgængelige på restauranter, hoteller, i lufthavne, hos boghandlere, og endda tilfældige detailforretninger, er du sjældent mere end en kort gåtur væk fra adgang til dit netværk og dit arbejde. Denne frihed har dog en pris, og det er de færreste, der i virkeligheden forstår, hvilke risici, der er forbundet med adgang via disse offentlige Wi-Fi-forbindelser. At lære, hvordan du beskytter dig selv, vil sikre, at dine vigtige forretningsdata forbliver sikre.
Risiciene ved offentlig Wi-Fi
De samme funktioner, som gør gratis Wi-Fi-hotspots eftertragtede for forbrugerne, gør dem også eftertragtede for hackere. Det kræver nemlig ikke nogen godkendelse at oprette en netværksforbindelse. Dette giver hackere en fantastisk mulighed for at få uhindret adgang til ubeskyttede enheder på samme netværk.
Den største trussel mod gratis Wi-Fi-sikkerhed er den mulighed, hackeren får for at placere sig mellem dig og forbindelsespunktet. Så i stedet for at tale direkte med hotspottet, sender du dine oplysninger til hackeren, der derefter videresender dem.
Mens der arbejdes i dette setup, har hackeren adgang til alle de oplysninger, du sender ud på internettet: vigtige e-mails, kreditkortoplysninger og endda sikkerhedsoplysninger til din virksomheds netværk. Når hackeren har disse oplysninger, kan han - i ro og mag - få adgang til dine systemer, som om han var dig.
Hackere kan også benytte en ubeskyttet Wi-Fi-forbindelse til at distribuere malware. Hvis du tillader fildeling over et netværk, kan hackeren nemt placere inficeret software på din computer. Særligt udspekulerede hackere har endog haft held med at hacke selve tilslutningspunktet, så der vises et pop-op-vindue under forbindelsesprocessen med et tilbud på en opgradering til et populært program. Når der klikkes på vinduet, installeres malwaren.
Efterhånden som mobile Wi-Fi-forbindelser bliver mere og mere almindelige, kan det forventes, at der med tiden opstår flere problemer med sikkerheden på internettet, og at der bliver flere risici ved at anvende offentlige Wi-Fi-netværk. Det betyder dog ikke, at du bliver nødt til at holde dig væk fra de gratis Wi-Fi-forbindelser og binde dig til et skrivebord igen. Langt de fleste hackere går simpelthen efter de lette mål, og hvis du blot tager et par forholdsregler, bør dine oplysninger være beskyttede.
Brug en VPN
En virtuel privat netværksforbindelse (VPN) er en nødvendighed, når du opretter forbindelse til din virksomhed gennem en usikker forbindelse, for eksempel et Wi-Fi-hotspot. Selv om en hacker formår at placere sig selv midt i din forbindelse, vil dataene her være stærkt krypterede. Da de fleste hackere går efter et let mål, vil de sandsynligvis snarere kassere stjålne oplysninger end at køre dem igennem en langvarig dekrypteringsproces.
Brug SSL-forbindelser
Du har sandsynligvis ikke en VPN-forbindelse til almindelig internetbrowsing, men du kan stadig tilføje et krypteringslag til din kommunikation. Aktivér "Brug altid HTTPS" på websteder, som du besøger ofte, eller som kræver, at du indtaster en slags legitimationsoplysninger. Husk, at hackere forstår, hvordan man genbruger adgangskoder, så dit brugernavn og din adgangskode til nogle tilfældige fora kan være de samme som til din bank eller virksomhedsnetværk, og at sende disse oplysninger på en ikke-krypteret måde kan åbne døren for en smart hacker. De fleste websteder, der kræver en konto eller legitimationsoplysninger, har "HTTPS" tilvalgt et eller andet sted i deres indstillinger.
Deaktivér deling
Når du opretter forbindelse til internettet på et offentligt sted, ønsker du sandsynligvis ikke at dele noget. Du kan deaktivere deling fra systemindstillinger eller kontrolpanel, afhængigt af dit operativsystem, eller lade Windows deaktivere det for dig ved at vælge "offentligt", første gang du opretter forbindelse til et nyt, ubeskyttet netværk.
Hold Wi-Fi-forbindelsen slukket, når du ikke har brug for den
Selv om du ikke aktivt har oprettet forbindelse til et netværk, overfører Wi-Fi-hardwaren i din computer stadig data mellem alle netværk inden for rækkevidde. Der findes sikkerhedsforanstaltninger til at forhindre, at denne kommunikation kan kompromittere dig, men ikke alle trådløse routere er ens, og hackere kan være ret udspekulerede. Hvis du blot bruger computeren til at arbejde på et Word- eller Excel-dokument, bør du slukke for Wi-Fi-forbindelsen. Som en ekstra bonus får du en meget længere batterilevetid.
Forbliv beskyttet
Selv personer, der træffer alle mulige offentlige Wi-Fi-sikkerhedsforanstaltninger, støder på problemer en gang imellem. Det er en simpel kendsgerning i denne tidsalder, hvor vi alle er indbyrdes forbundne via internettet. Derfor er det tvingende nødvendigt at have en solid internetsikkerhedsløsning installeret og kørende på din computer. Disse løsninger kan konstant køre en malware-scanning af dine filer og scanner altid nye filer, når de downloades. Den bedste forbrugersikkerhedssoftware tilbyder også beskyttelsesløsninger til virksomheder, så du samtidig kan beskytte både dig selv, mens du er på farten, og dine servere hjemme på kontoret.
I enhver forretningsrejsendes liv vil der komme et tidspunkt, hvor et usikkert, gratis, offentligt Wi-Fi-hotspot er den eneste tilgængelige forbindelse, og hvor dit arbejde simpelthen skal gøres her og nu. Forståelse af risiciene ved offentlige Wi-Fi-forbindelser vil sikre, at virksomhedens vigtige forretningsdata ikke ender i endnu en hacking-statistik.
Andre artikler og links relateret til offentlig Wi-Fi